Hvorfor en pilleovn, når jeg har et gasfyr?

En pilleovn er det perfekte supplement til et eksisterende gasfyr. Placér en pilleovn i stuen eller køkken-alrummet og den vil uden problemer kunne varme det meste af huset op til en behagelig temperatur. Så længe pilleovnen varmer vil termostaterne holde radiatorerne slukkede og gasfyret vil ikke køre. I de fleste huse vil gasregningen så kunne begrænses til kun at lave varmt vand til hanen, måske lidt gulvvarme på badeværelset og til de perioder, hvor du er bortrejst. En anden fordel er også, at modellerne med rumblæser tørrer luften, hvorfor indeklimaet også vil forbedres markant.

De fleste af vores kunder bruger 2-3 paller træpiller om året til at varme huset op med. Her kan du se, hvad det aktuelle prisniveau er på en god kvalitet træpiller.

Har du en eksisterende skorsten er det nemt og forholdsvis billigt at få installeret en ny pilleovn og faktisk også noget man selv må gøre. Med de nuværende gaspriser vil investeringen i de fleste tilfælde være tjent hjem på under 1-2 år. Og så er afbrænding af træpiller også meget bedre for klimaet end gas. Har du en eksisterende stålskorsten eller muret skorsten, så skal du regne med 4-5.000 kr. til levering, installation og røgrør (hertil kommer eventuelt VVS-arbejde, hvis hydro-model, og etablering af varmeflytning, hvis model med Comfort Air). 

 

Jeg overvejer at købe en varmepumpe

Mange overvejer at anskaffe sig en luft-vand varmepumpe. De har dog også vist sig at være ret dyre i drift på grund af de forhøjede elpriser. Vi hører også om mange, som har en varmepumpe, der sidder og fryser om vinteren. Varmepumpen er nemlig bedst til gulvvarme og ikke velegnet til opvarmning med radiatorer. Tendensen går dog mod flere luft-vand varmepumper i vores boliger. En pilleovn er derfor også et godt supplement til en luft-vand varmepumpe, når det bliver rigtig vinter. Læs også vores 5 gode grunde.

Vores anbefaling er derfor, at du her og nu anskaffer dig en pilleovn og lader gasfyret blive hængende. Når det så giver mening at skifte til en luft-vand varmepumpe eksempelvis, hvis der kommer et statsligt tilskud for fjerne gasfyret, så kan du sadle om. Pilleovnen kan du beholde og du vil stadigvæk få rigtig fin nytte af den.

 

Hvornår skal jeg vælge en pilleovn med rumblæser?

Langt de fleste af vores kunder vælger en klassisk pilleovn med rumblæser. Har du allerede en skorsten (muret eller stålskorsten), så er det den hurtige og billigste løsning. Rumblæseren vil effektivt sørge for at varmen cirkuleres rundt i hele rummet samt også de tilstødende lokaler.

Mange tror, at rumblæseren støjer. Det er vi selvfølgelig ret uenige i og kan meget let modbevise ved et besøg i et af vores to showrooms i Aarhus eller Slagelse. Når rumblæseren fungerer på de laveste effekttrin er den så godt som lydløs og varmen cirkulerer fortsat rigtig fint rundt i huset. 

 

Hvornår skal jeg vælge en pilleovn med varmeflytning?

Kan pilleovnen stilles op, så der let kan etableres en luftkanal op, ned eller bagud, hvorved der kan flyttes varm luft ud i andre lokaler, så giver en pilleovn med varmeflytning rigtig god mening for mange. Der vil simpelthen kunne varmes et større areal af boligen op. Disse modeller har 2 separate rumblæsere der hver især kan reguleres i 5 trin samt helt slukkes.

Skal varmen blot fordeles bagud ind i et tilstødende lokale, så etableres denne varmeflytning let med denne adapter og et stykke ø80 røgrør, som så også matcher røgrørene på røgafgangen. Skal varmen cirkuleres nedad, skal der etableres et hul i gulvet. Vi har på denne side et sortiment af originalt tilbehør fra MCZ til at lave varmeflytning.

 

Hvornår skal jeg vælge en pilleovn med vandtank?

Mange tænker, at de skal udskifte gasfyret med en pilleovn med vandtank. Vi vil selvfølgelig altid gerne sælge et dyrere produkt, men det er ikke altid vores anbefaling. Mange ender derfor med at købe en klassisk pilleovn med rumblæser. Du skal købe en pilleovn med vandtank, hvis den let kan kobles på det eksisterende gasfyr (eller oliefyr). Det vil sige, at de to varmeløsninger skal i bedste fald være ret tætte på hinanden. Gasfyret vil så kun køre, hvis der ikke kommer varmt vand fra pilleovnen. Herved vil du kunne opnå en god besparelse på gasregningen. Udskifter du gasfyret til en varmepumpe, så kan du med fordel vælge en, hvor pilleovnen også kan tilkobles.